Min doktorsafhandling handler om prosodi/intonation i de oprindelige sprog af Taiwan, dvs. de ‘formosiske’ grene af den austronesiske sprogfamilie.
Formosiske og austronesiske sprog
Den austronesiske sprogfamilie er den andre største sprogfamilie i verden (efter antal sprog), og indeholder sprogene af lande t.o.m. Hawaii, New Zealand, Madagaskar, og Indonesien. Familiens urhem består i Taiwan, og de sprog inden for Taiwan er så fjernt beslægtede til hinanden som de er til sprogene ude i Oceanien.
De formosiske sprog er truede sprog: overførslen mellen generationer af disse sprog er lav, og børn i oprindelige samfund opdrages ofte på kinesisk hellere end på sproget af deres stamme. Hvis overførslen stopper helt er det næsten umuligt at genvinde sproget som kommunikationsmedie. Selv de få sprog, der er lykkedes ‘genoplive’ som hebraisk gik igennem en stor forandring i deres egenskaber og ordforråd. En af grundene til at gøre beskrivende undersøgelser i sprogvidenskab er at sproget måske kommer at ikke findes et årti fra nu.
På trods af de store forskelle mellem de formosiske sprog har de også egenskaber tilfælles. Oftest er verbet det første ord i sætningen, og de fleste har små konsonant- och vokalopgørelser (og fordi længere ord). Min afhandlingsforskning stillede spørgsmålet: hvad har de for egenskaber inden for prosodi/intonation, og er nogle af disse egenskaber fælles blandt sprogene?
Prosodi og intonation
Prosodi og intonation er studiet af mønstre i fonologi som handler om andre strukturer end konsonanter og vokaler. Prosodi spørger for eksempel: er en stavelse i ordet højere i volumen, tonehøjde, och/eller længde? Hvor i ordet er den trykstærke stavelse? Er alle vokaler og konsonanter tilgængelige i trykstærke og tryksvage stavelser? Hvor mange lyde kan være i en række, før en ny stavelse parses?
Intonation er et underfelt af prosodi, som undersøger hvor tonehøjdebevægelser bruges for at formidle information og prosodiske struktur. For eksempel, dansk, norsk, og svensk har trykstærke stavelser på samme sted i mange ord, men den trykstærke stavelse bærer en lav tone på dansk/norsk og en høj tone på svensk på samme sted. Mange sprog t.o.m. engelsk kan bruge en høj tone i slutningen af sætningen for at lave et spørgsmål fra en række ord som ellers ville være en udmelding.
Prosodi er en blind vinkel i lingvisternes indsats at beskrive verdens sprog. Begge optageudstyret som kan bæres til feltet og teorien om hvor at analysere de resulterende indspilningerne er relativt nye. Fordi har beskrivningen af prosodi i truede sprog blevet et løb mod tiden. Mit mål med afhandlingsforskningen er at tilføje til de tilgængelige data om disse sprog og att begynde en samtale om hvor de kan analyseres og integreres i eksisterende sammenlignende undersøgelser i prosodi.